Af Christian Hejbøl
Mørket vokser i en lille by i staten Oregon. Skoven og de enorme bjerge, der omringer byen, føles klaustrofobisk og ildevarslende. Mange af beboerne er traumatiserede, påvirkede af afhængighed eller børnemishandling gennem generationer, og der går ikke længe før bestialske og uforklarlige dødsfald opstår på stribe.
I Scott Coopers nye film, Antlers, præsenteres man for udhulede kadavere, indvolde og for fablen om det mytologiske væsen, Windigoen. En historie, de indfødte amerikanere har fortalt i århundrede om en ond ånd, der overtager svage mennesker og giver dem trang til menneskekød.
De to karakterer, der driver fortællingen frem, er den spinkle dreng Lucas (Jeremy T. Thomas) og hans skolelærer Julia (Keri Russell), som for nyligt er vendt tilbage til sin barndomsby. Hun bor nu sammen med sin bror, Paul (Jesse Plemons), som er byens lokale sherif.
Julia lægger hurtigt mærke til Lucas. Han følger ikke rigtig med i undervisningen. I stedet tegner han billeder af monstre og døde dyr, og hans krop er spækfyldt med blå mærker og rifter. Julia, der selv har oplevet mishandling i sin barndom, mistænker, at den mutte dreng bliver forsømt af sin far, som har et ry som seriekriminel og stofmisbruger. Hun kan ikke lade være med at tænke på, hvad der egentlig foregår hjemme hus Lucas og gør det til sit personlige ansvar at hjælpe ham; og det, som hun finder ud af, er alt andet end normalt.
Instruktøren Scott Cooper etablerer overbevisende en glædesløs og dyster verden med karakterer, der alle på hver sin måde er traumatiserede. En overflod af interessante temaer bliver bragt på banen: menneskets ødelæggelse af naturen, børnemishandling, afhængighed og kolonialisme. Fra åbningssekvensen, der foregår i en mineskakt, er det tydeligt, at filmen passer perfekt ind i genren ’øko-horror’ som f.eks. Annihilation (2018), mother! (2017) og den jammerlige The Happening (2008).
Desværre er det både skuffende og en smule frustrerende, når man henimod midtpunktet må konstatere, at Cooper har mere travlt med at nå til filmens klimaks end at udfolde og dvæle i de temaer, personer og den råddenskab, der bliver præsenteret. For eksempel bliver hele forklaringen på, hvorfor monsteret hærger den lille by, opsummeret i en utrolig kort samtale med en indfødt – og meget hurtigt føltes Antlers som en halvdårlig undskyldning for at lave en gyserfilm.
Ingredienserne til et godt gys er ellers til stede. Jesse Plemons og Keri Russell leverer stærke skuespilpræstationer, men filmens papirstynde historie yder dem ikke retfærdighed. Cinematografien er velovervejet og dyster, men idet filmen bliver til en ’monsterfilm’, mister den fokus. Historiens temaer er relevante og skaber forhåbninger om et velovervejet plot, men de bliver på intet tidspunkt udfoldet.
Scott Cooper har måske taget munden for fuld. Antlers vil rigtig mange ting på samme tid og ender desværre med at gøre intet af det ordentligt.
Kommentarer